Vi designer planeten

SOLOMON GOLDSTEIN-ROSE (US) x DAVID ZAHLE
RASMUS QUISTGAARD, moderator
Lørdag d. 4. september kl. 21.15 på Listen

Vores art Homo Sapiens har været en af ​​de mest afgørende faktorer i forandringen af denne planet siden vi udviklede os fra aber til vi besteg toppen af ​​fødekæden overalt på jorden. Men konsekvensen er velkendt; vi ødelagde tusinder af andre arter, omformede hele landskaber og er nu i færd med at udløse en klimakrise, der truer os alle sammen.
Solomon Goldstein-Rose og David Zahle hører til dem, der forsøger at gøre noget ved det. I stor skala. De beskæftiger sig begge med det, vi kunne kalde “planetplanlægning”, altså strategier for hvordan vi forstår hele vores planet, som én, stor sammenhængende infrastruktur.
Men er det overhovedet muligt at planlægge i en sådan skala? – og ville det overhovedet kunne fungere?

I samtale:
David Zahle er partner i arkitektfirmaet BIG, som over hele verden er engagerede i udviklng af bæredygtige byer og landskaber. David har til daglig haft ansvaret for en lang række af BIGs prisvindende projekter bl.a. det Amager Resourcecenter, Museet for Søfart, Pandaanlægget i KBH Zoo, The Twist Museum i Norge og senest The Pluss, en bæredygtig fabrik og oplevelsescenter for møbelfirmaet VESTRE i Norge.

Solomon Goldstein-Rose har med en baggrund inden for ingeniørvidenskab, offentlig politik og et dybt personligt engagement et unikt perspektiv på, hvad der fysisk skal til for at løse klimakrisen. Han blev klimaaktivist allerede som 11 år og stillede som 22-årig op til delstatsparlamentet i Massachusetts (USA) og vandt på sit eget klimaprogram.
Han annullerede sin kampagne til genvalg i 2018, så han kunne arbejde på fuld tid med klimaforandringer på nationalt og globalt plan. Siden skrev han bogen The 100% Solution, som måske er det tætteste nogen er kommet på at lave en forståelig guide til hvordan verden realistisk kan bekæmpe klimaforandringerne.

Rasmus Quistgaard har siddet i programrådet for Kierkegaard 2013, skrevet for Weekendavisen, været med til at skabe Heartland Festival, været CEO i Klub Aps. og er i dag programchef og en del af ledelsen af TOMORROW. Rasmus er samtalens moderator.