Nyt, nyt, nyt! Du er hjernevasket til at købe nyt tøj

IDA AUKEN x PERNILLE STENSGAARD
LOTTE THOR, moderator
Fredag den 3. september, kl. 11.00

Tøjskabet bugner. Men skjortens snit er fra forrige år. Bordeaux er so last season. Og gode råd er dyre. Vi har alle prøvet det – at stå og stirre tomt ind i skabet uden at ane, hvad man skal tage på og drømt om at drøne ud og købe det sidste nye skrig.

Alligevel overrasker det mange, at vi danskere i gennemsnit køber 16 kg tøj om året. Og mange brands arbejder med op til 52 kollektioner årligt! Så hvis du føler, at dit tøj hurtigt går af mode, så tag det helt roligt – det er skam meningen. Men det stemmer skidt overens med manges ønske om at leve mere bæredygtigt.

I denne talk vil Ida Auken og Pernille Stensgaard reflektere over, hvordan vi får en ny tøjkultur, hvor du bevarer glæden ved tøjet og gør garderoben langtidsholdbar. Og så er det lige meget, om du er politiker, popstjerne eller menig kontormus.

I samtale
Pernille Stensgaard er journalist, forfatter og har skrevet for Weekendavisen siden 1990. I 2020 satte Pernille sig for at skære en ordentlig del af hendes årlige CO2-aftryk og besluttede, det skulle være et år uden køb af ting og sager, herunder også tøj.

Ida Auken er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Den grønne omstilling er hendes politiske hjertebarn og har drevet hendes politiske virke de sidste to årtier. Som offentlig person er der en uudtalt forventning om, at Ida altid klæder sig moderigtigt, men de mange tøjkøb strider mod hendes overbevisning. Derfor har hun argumenteret for at ”fast fashion skal være lige så uacceptabelt som alt for tynde modeller.”

Find the speakers
Ida Auken
Twitter Instagram LinkedIn

Pernille Stensgaard
LinkedIn