Klimavenlig mad til hverdag og fest

CHRISTIAN PUGLISI x MORTEN WENDLER JØRGENSEN
CLAUS MEYER, moderator
Lørdag den 4. september, kl. 16.00

‘Gris på gaflen’ lød sloganet i 1950’erne. Kampagnen, som skulle få os til at spise mere gris, har ikke været forgæves. Kød er nemlig stadig centrum ved de fleste måltider. Og det er et problem. Men mad er et ømtåleligt emne, for mad er ikke bare mad – mad er følelser, mad er kultur. Og mad er omdrejningspunktet, når vi mødes med familie og venner. Derfor er det svært for mange at bryde med normen og invitere til middag, hvor hovedretten ikke har et stykke kød i centrum. Det bliver særlig tydeligt i grillsæsonen, hvor det handler om kød, kød og mere kød, suppleret med en enkelt klimavenlig majs yderst på grillristen. Hvordan får vi skabt en vidunderlig og bæredygtig madkultur sammen?

Oplev stjernekok Christian Puglisi, forsker i bæredygtige madvaner Morten Wendler Jørgensen og madentreprenør Claus Meyer i samtale om, hvordan vi gør det klimavenlige måltid til normalen.

I samtale:
Christian Puglisi er kok, restauratør og forfatter. Efter en årrække som souschef på Noma etablerede han med stor succes i 2010 restauranten Relæ med fokus på det vegetariske og økologiske køkken. Lige nu driver han restauranterne Bæst og Mirabelle, og er samtidig engageret i at skabe bæredygtige råvarer på sin gård.

Morten Wendler Jørgensen er sociolog og forsker på Københavns Universitet. Her undersøger han, hvordan sociale drivkræfter og barrierer former hvad vi spiser, og hvad man kan gøre for at skabe en mere bæredygtig madkultur i Danmark.

Claus Meyer har i mere end 30 år, gennem forsknings-, rådgivnings- og formidlingsaktiviteter og via sit entreprenørskab, arbejdet for at bekæmpe middelmådigheden og fremme mulighederne og kvaliteterne i den danske madkultur. Han skabte mad og måltidsvirksomheden Meyers og er desuden medgrundlægger og -ejer af Noma sammen med Rene Redzepi samt stifter af Melting Pot Fonden.

Find the speakers
Christian Puglisi
Website Instagram

Claus Meyer
Instagram