Et grønt samfund kræver nye idéer – ​Mød Sprout-partneren Innovationsfonden

I festivalens Sprout-områder vil du møde startups, der alle arbejder med bæredygtige løsninger. Der vil være eksperimenter, smagsprøver, oplæg og debatter, der viser vej til, hvordan du kan handle anderledes.

Men bæredygtige løsninger kommer ikke af sig selv. De kræver nye idéer og velvilje til at investere i dem og bringe dem videre. Derfor er vi også glade for at have Innovationsfonden som Sprout-partner.

Innovationsfonden sætter nemlig turbo på den grønne omstilling ved at skabe de bedst mulige betingelser for de forskere, virksomheder og iværksættere, der skaber fremtidens løsninger.

Helt konkret investerer fonden midler i forskning og innovation, der reducerer skadelig CO2-udledning, skaber et renere miljø, mindre havforurening og understøtter genanvendelse og cirkulær økonomi. Forklaret med deres egne ord:

”En virksomhed anno 2021 skal selvfølgelig tænke på bæredygtighed i forhold til den grønne omstilling. Det koster som regel penge – og det er bl.a. Innovationsfonden, i samarbejde med andre offentlige og private aktører, der kan bidrage med den nødvendige kapital.”

Men hvorfor er Innovationsfonden egentlig at finde på Tomorrow Festival?

”Tomorrow samler relevante aktører og inspirerer bredt til et mere bæredygtigt og grønt samfund. Det er jo ikke nok, at løsningerne findes. De skal også anvendes af mennesker. Derfor er det oplagt for Innovationsfonden at understøtte den bæredygtige dagsorden og bruge festivallen til at formidle nogle af løsningerne.”