Generationer Imellem: Søren & Esther

I en tid med klimakamp og et af de største ungdomsoprør verden har set sætter TOMORROW to generationer sammen for at udfordre hinanden med nye ideer og perspektiver til konkret, bæredygtig handling.

26-årige Esther Kjeldahl er klimaaktivist, medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse og nyslået forfatter til klimabogen “Vi er sammen om at mærke det”. Esther Kjeldahl er en markant stemme i den danske klimadebat – som aktivist, kronikør, paneldeltager, foredragsholder og meget mere.

Søren Hermansen er drivkraften bag omlægningen af Samsø til et bæredygtigt lokalsamfund. Han er stifter af Samsø Energiakademi (Samsø Energy Academy) og et fyrtårn i arbejdet med vedvarende energi og selvforsynende fællesskaber. Gennem årtier er han gået forrest og med eksemplets magt vist, hvad der er muligt. Samsøs succesfulde omstilling har vakt opsigt internationalt og Søren Hermansen er blevet kaldt det danske svar på Al Gore.

De to generationer taler om klimakamp, klimaaktivisme og organisering af fællesskaber på tværs af tiden og generationer – et tema som aldrig har været mere aktuelt end det er lige nu.