CHANGE HOME

Opleves 3.-4. september.
Fredag, hver halve time mellem kl. 10.00-18.30.
Lørdag, hver halve time mellem kl. 10.30-19.30.
Varighed 45 min.

Fyr ikke for gråspurvene, og bo ikke i en sauna. Gode råd er der masser af, men boliger og bygninger står stadig for 40% af Danmarks samlede energiforbrug. CHANGE HOME viser dig vejen til et hjem, der både gavner miljøet og pengepungen, gennem en unik oplevelse designet af kunstnere og forskere.

CHANGE HOME giver dig en øjenåbnende billet til fremtidens bolig, og viser dig, hvordan du allerede i dag kan klimaoptimere dit hjem. Du vil finde ud af, hvor du kan sætte ind, og hvor det har den største effekt for klima og miljø.

Kunstnere og forskere er med, når vi udvikler oplevelserne i CHANGE. Du vil få konkrete ideer med hjem, til hvad du kan gøre for at spare på energien, uanset om du bor på tredje til venstre eller har hus med flag i haven. Der venter dig et oplevelses-format, du ikke har set før, og som bagefter vil gøre en positiv forskel på energiregningen.

En stor del af verdens CO2-udledning sker gennem boligen. Byggesjusk, kan man kalde det, for både materialer og energiforbrug har behov for gennemtænkte forbedringer. Vores hjem skriger på forandring – og CHANGE kan være første skridt på vejen for dit livs bolig-makeover.

Så kom med på inspirationsrejsen CHANGE HOME, der gør dig klar til handling, og giver dit hjem ny grøn værdi.

CHANGE HOME er skabt i samarbejde med Forenet Kredit, der ejer Nykredit og Totalkredit. Forenet Kredit ønsker nemlig at gå forrest og skubbe på i den grønne omstilling både i forhold til deres kunder og branche.