CHANGE FOOD

Hvad du putter i munden, påvirker klimaet. Så enkelt er det. Og vi ved alle, at den røde bøf er uartig. Men hvad gør man, når man er faret vild i de grønne fortællinger og endnu ikke er nået til fumlestadiet med quinoa? Hvad er mulighederne? Frygt ej, Change Food viser dig vej.

På Tomorrow Festival står Mette Martinussen for Change Food, der er en inddragende madoplevelse, der også er teater – eller måske er det teater, der også er en madoplevelse?

Change Food tager dig nye steder hen. Måske bliver du del af fremtidens grillfest eller noget helt andet – overraskende bliver det i hvert fald. Uanset hvad, vil Change Food kaste lys over, hvordan du kan aktivere din handlekraft og gøre middagsbordet forførende samtidig med, at du gør en forskel for fremtiden.

For de uindviede er Mette Martinussen synonym med overraskende totalteater, hvor måltidet iscenesættes så det skaber kropsligt nærvær og motiverer til forandring og handling.

Mette Martinussen har begået sig på scener fra Det Kgl. Teater og Teater Republique til provokerende opsætninger i alternative omgivelser og kommunal undervisning. Altid med måltidet som omdrejningspunkt.

På Tomorrow Festival arbejder Mette Martinussen sammen med teaterinstruktør Rolf Heim, som hun modtog årets Reumert med for deres opsætning af Thomas Vinterbergs Festen som madteater. Hun søger desuden viden og inspiration til oplevelsen hos en række af eksperter, bl.a. Jonathan Leer, forsker i madkultur; Micheal Minther fra Fremtidens Fødevarer, Concito; Michael Jørgensen lektor på Center for Design, Innovation og Bæredygtig Omstilling.

Change Food er skabt i partnerskab med Danske Maritime, Den Danske Maritime Fond, Danske Rederier, Carlsbergs Mindelegat og Beckett Fonden.